Hans Peter Barfod, hospitalsforstander 1875-1892

Hans Peter Barfod var født den 11. maj 1834 i Køge og blev døbt den 9. juli 1834 i Sankt Nicolaj kirke i Køge. Han var søn af købmand Christian Severin Barfoed og hustru Johanne Marie Grouleff i Køge [1]

I 1840 flyttede familien til København, hvor faren fik job som handelsbetjent og fra 1845 toldbetjent. Imidlertid led han af medfødt ganespalte og talte utydeligt, så han blev afskediget. Han blev opereret for lidelsen på Frederiks Hospital og blev i 1846 konstitueret som toldbetjent i Rødby.

På grund af familiens trange kår kom den 10-årige Hans Peter fra september 1844 i pleje hos sin barnløse onkel, Magnus Kruse Barfod, der var præst i Ryde-Handbjerg sogn i Ringkøbing amt. Hans Peter blev konfirmeret i Handbjerg kirke den 30. april 1848. [2]

I sommeren 1848 skulle Hans Peter have været på latinskole i Aarhus eller Viborg, men plejefaderen blev forflyttet til Lolland. Hans Peter begyndte i stedet på Nykøbing Skole, som han efter eget ønske forlod i maj 1850. I perioden 1850-1852 var han kontorist hos godsforvalter Møller på Baadesgaard Domænegods i Gloslunde sogn ved Nakskov.

I 1854 tog Hans Peter Barfod dansk juridisk eksamen, hvorefter han fra januar 1855 til januar 1861 var fuldmægtig hos justitsråd, by- og herredsfoged Svanenskjold i Nykøbing Sjælland.

I 1860 fik Hans Peter 200 rigsdaler af proprietær Rottbøll på Børglun Kloster som hjælp til en rejse til Alperne. Efter hjemkomsten skrev Hans Peter bogen “Efter en Rejse”, som blev udgivet i 1861. Bogen er i 2022 blevet digitaliseret og kan downloades fra Det kgl. Bibliotek via dette link.

Hans Peter Barfod blev nu tilbudt en ansættelse som skriver i Indenrigsministeriets sekretariat. Der begyndte han i januar 1861, men jobbet var ringe lønnet og uden særlige fremtidsudsigter, så Hans Peter frygtede for økonomien og opgav pladsen allerede i juni samme år.

Aalborg Stiftstidende bragte følgende fyldige nekrolog om Hans Peter Barfod:

“Hospitalsforstander Barfod

Forstander for Aalborg Hospital Hans Peter Barfod er i Aftes pludselig afgaaet ved Døden. I Løbet af Sommeren havde han jævnlig været svagelig, vistnok en Følge af det omfattende aandelige Arbejde, hvormed han lige fra sin tidlige Ungdom har syslet, men ingen anede dog, at han saa hurtig skulde blive bortkaldt, idet han i den seneste Tid atter følte sig betydelig bedre. I Gaar Formiddags kunde han endog paa sin sædvanlig varme, hjærtelige Maade oplæse en Prædiken for de gamle i Hospitalet, ligesom han om Eftermiddagen sammen med sin Familie var paa Udflugt til Blegkilde. Efter Aftensbordet blev han imidlertid angrebet af et apoplektisk Tilfælde, der i Løbet af kort Tid gjorde Ende paa hans Liv.

Barfod har aldrig hørt til “Aalborg Stiftstidende’s politiske Venner. Han kom endog i sin Tid her til Byen med den bestemte Mission at bekæmpe nærværende Blad, idet han fulgte den Opfordring, aalborgensiske Højremænd rettede til ham om at overtage Redaktionen af “Aalborgposten”, hvilket Blad netop startede med det Maal for Øje fra et nationalliberalt Standpunkt at modarbejde afdøde Redaktør Bernhard Rées ihærdige Virksomhed for Nordjyllands Demokratisering. Senere har Barfod stadig staaet som en af de mest fremskudte og ilte Stridsmænd i det herværende Højres Rækker, saa at “Aalborg Stiftstidende” ogsaa, efter at han opgav Redaktionen af “Aalborgposten”, jævnlig har krydset Klinge med ham.

Skjønt Barfod saaledes altid har været en decideret politisk Modstander af “Aalborg Stiftstidende”, maa vi imidlertid yde ham vor fulde og udelte Anerkjendelse for meget af det, han har udrettet her i Livet, og navnlig mene vi, at han har sat sig et smukt Minde ved den Maade, hvorpaa han løste Opgaven som Forstander for Aalborg Hospital.

Han overtog denne Post i 1875 efter Kancelliraad Ostenfeldt, en mand, der nærmest opfattede Stillingen som Hospitalsforstander paa den Maade, at det gjaldt om ved strængt Herredømme at opretholde den nødvendige Orden i Stiftelsen. Ostenfeldt gjennemførte dette Princip saa konsekvent, at de gamle efter sigende ligefrem rystede, blot de saa ham.

I stedet for at følge i Forgængerens Fodspor valgte Barfod resolut den modsatte Fremgangsmaade. Ved en elskværdig og human Optræden over for de gamle lykkedes det ham hurtig at vinde deres Hengivenhed og fulde Fortrolighed, saa at de ikke alene fortrøstningsfuldt henvendte sig til ham i en Mængde forskjellige Anliggender, men de kappedes tillige om at lette ham Hvervet som Forstander saa meget som muligt, bl. a. ved at undgaa de mange Smaarivninger, som nu og da kunne opstaa blandt de gamle i en saadan Stiftelse.

I de 17 Aar, Barfod har staaet for Styret i Aalborg Hospital, har Forholdet da ogsaa her udviklet sig saaledes, at Forstanderen og Stiftelsens Beboere efterhaanden kom til at føle sig som en stor Familie. Forstanderen forsømte ingen Lejlighed til at glæde og fornøje de gamle, og disse ytrede deres Taknemmelighed derfor ved at vise en aldeles mønsterværdig Optræden. Barfods Død vil derfor ogsaa berøre Stiftelsens Beboere paa en meget smertelig Maade, og vi giøre os næppe skyldig i nogen Overdrivelse ved at sige, at deres Sorg der over er lige saa oprigtig og dyb som hans nærmeste Slægtninges. De kunne i Dag næsten ikke forstaa, at han ikke er mere, idet han endnu i Aftes kort før sin Død færdedes midt iblandt dem. Han foretog da den sædvanlige Aftenstuegang hos de gamle for at tale og bede med dem.

Barfod nøjedes dog ikke med at sørge for, at de gamle i Stiftelsen fik det hyggeligt og godt. Han virkede tillige energisk for, at det ærværdige Kloster, hvis smukke Ydre i Aarenes Løb var bleven en hel Del skæmmet, atte kunde fremtræde i sin oprindelige Skikkelse. Medens han har været Forstander, ere efterhaanden de af Helligaandshusets Fløje, der vende ud til Gaardspladsen, samt Klosterets vestlige Facade blevne restavrerede, saa at disse Bygninger nu fremtræde som et imponerende arkitektonisk Fortidsminde.

Endelig skyldes det sikkert til Dels Barfods Initiativ, at en Del af Klostermarken mellem Anneberg-Vejen og Hasseris-Vejen er bleven udlagt og indrettet til Byggegrunde. Selv om dette Projekt vel ikke i Øjeblikket har nogen praktisk Betydning, vil man dog vistnok med Tiden, naar Byggeriet atter tager et raskere Opsving her i Byen, komme til at skjønne paa de mange heldigt beliggende Byggegrunde, som derved ere skaffede til Veje.

Alene Barfods Virksomhed som Hospitalsforstander er derfor tilstrækkelig til, at hans Navn længe vil blive bevaret i taknemmelig Erindring af en Mængde Mennesker. Men dette er dog ikke det eneste Omraade, hvorpaa han har indlagt sig Fortjeneste.

Ved Ordningen og Udgivelsen af Søren Kirkegaards efterladte Skrifter, hvormed Barfod var beskæftiget fra 1865 til 1877, har han bidraget meget til, at de mange spredte Guldkorn, denne store Tænker efterlod sig, ere blevne tilogængelige for enhver.

I Forbindelse hermed bør nævnes Barfods omfattende poetiske Virksomhed. Den række Digte, der foreligger fra hans Haand, forfattede til forskjellige festlige Lejligheder, udmærker sig alle ved stor Tankerigdom samt et velklingende blomstrende Sprog. For øvrigt har Barfod ogsaa forsøgt sig som Prosaforfatter. Bl. a. udgav han i sin Tid en Rejseskildring, hvori han omtaler de Indtruk, han modtog paa en Rejse, han i 1860 med privat Understøttelse gjorde til Tyskland og Svejts.

Barfod var født i Kjøge 11. Maj 1834. Han blev altsaa lidt over 58 Aar gl. Faderen, der først var Kjøbmand og senere blev Toldbetjent, sad i trange Kaar, hvilket i Forbindelse med Barfods tidlig vakte og levende Interesse for en Mængde højst forskjelligartede Ting gjorde det vanskeligt for ham at bane sig Vej til en fast Stilling. I 1854 tog han dog dansk juridisk Examen, men samtidig med at derefter maatte skaffe sig sit Ophold ved Kontorarbejde, søgte han ad forskjellige Veje at erhverve et dybere Livsindhold. Han syslede med Poesi, Statistik, Topografi osv. og var desuden stærkt optaget af de religiøse Spørgsmaal, der drejede sig om de to Poler Grundtvig og S. Kierkegaard.

Midt under denne Virksomhed var det, at de nationalliberale i Aalborg 1861 rettede en Opfordring til ham om at komme her til Byen og udgive det ny Blad “Aalborgposten”. Barfod fulgte Kaldet. Det lykkedes ham dog ikke at slaa igjennem som Journalist. Bernhard Rée var en for overlegen Modstander til, at Barfod kunde skaffe det ny Blad nogen nævneværdig Fremgang her paa Egnen, hvorfor han ogsaa efter faa Aars Forløb blev nødt til at afhænde det.

Medens “Aalborgposten” derefter fortsatte sin besværlige Livsbane under Hr. Høms Redaktion, gav Barfod, der imidlertid var bleven optaget i Biskop Kierkegaards Hus, sig til at sysle med Søren Kierkegaards efterladte Papirer, og nogen Tid efter blev han Biskoppens Amanuensis samt Stiftskasserer, hvilken Stilling han beholdt ogsaa efter at han blev Hospitalsforstander og har beklædt lige til sin Død.

Barfod har i Aarenes Løb været overdraget en Række offentlige Hverv, bl. a. var han i Bestyrelsen for Aalborg Historiske Museum, samtidig med at han, som anført, stadig stod som en af Højres ledende Mænd. Saa snart der kom Politik i Spillet, kunde den ellers saa elskværdige og humanttænkende Mand arbejde sig op til en ligefrem Fanatisme, hvilket medførte, at han trods sin fremskudte Stilling paa dette Omraade ikke kom til at udøve nogen Indflydelse af Betydning inden for det aalborgensiske Højre. Det har derfor sikkert ogsaa mere været af Veneration over for den tidligere Højreredaktør, at Partiet ved enhver Lejlighed tog ham med blandt sine første Mænd, end fordi det ventede sig nogen særlig Nytte deraf.

Barfod var gift med en Datter af den bekjendte Etatsraad Tang til Nørre-Vosborg. Den 24. Septbr. næste Aar kunde Ægteparret, der levede et overordentlig lykkeligt Samliv i den gamle Klosterstil restavrerede Forstanderbolig, have fejret sit Sølvbryllup. Barfod efterlader sig en stor Børneflok, 4 Sønner og 4 Døtre, hvoraf det yngste Barn kun er 5-6 Aar.” [6]

Den 9. september 1892 rapporterede Aalborg Stiftstidende fra Hans Peter Barfods begravelse:

“En mere stemningsfuld Jordefærd end den, der i Dag blev Hospitalsforstander Barfod til Del, kan vanskelig tænkes. Den ærværdige Hospitalsgaard, hvori Høitideligheden foregik, den store Deltagelse, denne havde faaet fra Folk af alle Samfundsklasser, den ligefrem overvældende Rigdom af Kranse, der her saas, og som ikke alene fuldstændig dækkede Kisten, men tillige derfra snoede sig i en Kjæde helt op til Hospitalets Hovedportal, og endelig den Ramme, som de sørgmodige gamle fra Stiftelsen dannede om Kisten, – alt bidrog til at danne et saa stemningsfuldt Hele, at næppe ret mange i Følget bleve uberørte deraf.

Kisten var anbragt omtrent midt i Gaarden foran Hovedbygningen til Klostret. Den prydedes bl. a. af to Kranse af Palmeblade og Roser fra Hospitalsinspektionen og fra Aalborg Historiske Museum. Ogsaa Folkefestkomiteen, hvortil Barfod har været knyttet, havde sendt smukke Kranse.

Omkring Kisten var anbragt Siddepladser for Barfods Familie samt de gamle i Stiftelsen, der saa godt som alle overværede Højtideligheden. Kl. 12 1/2, da denne skulde tage sin Begyndelse, var Hospitalsgaarden omtrent fyldt med Folk, der vilde  vise afdøde den sidste Ære.

Efter Afsyngelsen af Salmen “Bryd frem, mit Hjærtes Trang at lindre” talte Stiftprovst Pedersen. Han oplyste, at Barfod selv havde bestemt, hvorledes Ligfærden skulde være, Salmerne, der bleve sungne, Stedet for Højtideligheden og det Bibelsted, hvorover der skulde tales. Det var Davids 130. Salme. Ligeledes havde han bedet om, at der ved denne Lejlighed blev talt saa lidt om ham selv som mulig.

Denne sidste Anmodning kunde Stiftsprovsten selvfølgelig dog kun delvis efterfølge. Idet han i korte Træk meddelte den afdødes Livsførelse, dvælede han særlig ved, at Barfod havde svinget mellem to saa stærke Modsætninger som Søren Kirkegaard og Grundtvig. Dette dannede Forklaringen paa meget i hans Liv. Han stolede paa Guds rige Naade, men følte samtidig det tunge Ansvar, der hvilede paa Menneskene.

Forsamlingen afsang nu Salmen “Det koster ej for megen Strid”, hvorefter Pastor Clausen bragte de gamle i Hospitalet en sidste Hilsen fra Barfod med Tak for den rige Kjærlighed, de havde ydet ham. Han bad dem tillige indflette afdøde i deres Bønner og bede Gud skjænke dem en ny Forstander, der kunde tage det bedste i Barfods Livsgierning op.

Salmen “Den yndigste Rose er funden” blev nu afsunget, og Biskop Schousboe henvendte derpaa nogle trøstende Ord til Familien og de tilstedeværende Slægtninge og Venner. Sluttelig bragte han Barfod en Tak for hans Virksomhed som Hospitalsforstander og Amanuensis, ligesom han endelig paa Stiftets Præsters Vegne takkede ham for den store Gjæstfrihed og Tjenstagtighed, han altid havde udvist over for dem.

Efter at Salmen “Alle Vegne hvor jeg vanker” var afsungen, satte Ligtoget sig i Bevægelse. Forrest gik de gamle Kvinder i Stiftelsen, der alle bar Kranse, derefter fulgte Kisten, baaret af 12 Præster, saa kom Hospitalets mandlige Beboere, af hvilke en af de gamle bar et mægtigt Kors, flettet af Grankviste og isprængt hvide Asters, og derefter fulgte hele det øvrige Følge, der var saa talrigt, at det tog c. 5 Minutter med at passere forbi. Blandt Følget saas henved 30 Præster, Borgmester Simony, Politimester Rahlff, Rektor Ankjær samt de fleste andre af Byens Embedsmænd og desuden en stor Del af Byens og Omegnens Beboere. Over alt hvor Ligtoget kom frem, stode Folk i tætte Skarer for at tage det i Øjesyn.

Ved Graven forrettede en Brodersøn af afdøde, Pastor Barfod fra Øland, Jordpaakastelsen, hvorefter han bad en kort Bøn samt paa Familiens Vegne rettede en Tak til de mange, der havde vist Deltagelse i Anledning af Dødsfaldet.”

Aalborg Stiftstidende, 9. september 1892, s. 2