Søfartsservicechef Jens Nicolaisen, Nørresundby, tilbragte som søn af hospitalsforstander K. K. Nicolaisen, sine drengeår på Aalborg Kloster. I anledning af klostrets 550-års jubilæum i 1981 skrev han en kronik til Aalborg Stiftstidende om klosterlivet.
En klostertilværelse
Kronik i Aalborg Stiftstidende 30. august 1981
Sidst på året i 1929 flyttede mine forældre ind i forstanderboligen på klostret, og for min søster og mig begyndte en helt ny tilværelse. Jeg husker tydeligt, hvordan min far instruerede os med hensyn til opførsel og hensyntagen til de mange gamle mennesker, der dengang boede i værelserne. Jeg tror antallet var 64, og jeg må sige, at mødet med alle disse kære, gamle mennesker gav min tilværelse en ekstra og særlig værdi.
Det var min fars opgave at gøre tilværelsen for de gamle mennesker behagelig og at hjælpe dem med deres personlige problemer, ligesom han naturligvis skulle administrere institutionens formue, der var udlånt med 1. prioritet i klostermarksparceller. Min far, der altid havde haft travlt, fik det altså ikke nemmere, men det var helt sikkert, at han nød arbejdet med de ældre mennesker.
Da vi kom på klostret, boede der i visse værelser op til tre personer, og her var der kridtstreger på gulvet, efter anciennitet boede man ved vinduet, eller i midten eller ved døren, og kun nogle få havde enkeltværelse.
På hver afdeling var der store fælleskøkkener, som stadig findes, i anledning af det dengang forestående 500-års jubilæum i 1931, blev en fløj, nordfløjen, der rummede to store tørverum og et lille kapel i stueetagen ombygget, således at alle undtagen ægtepar fik enkeltværelser.
Ægteparrene fik til gengæld de største værelser. Dette skabte megen tilfredshed og nedsatte tilfældene af småsager væsentligt. Klostret var midt i trediverne gået ind i en hyggelig periode.
Apropos ægtepar, så boede der småhåndværkere, skomagere og snedkere, og jeg husker specielt et skomagerpar, hvor manden reparerede næsten alle de sko, der dengang blev brugt på klostret, hans kone havde en hel lille industri af futsko, sålen var af cykeldæk! Snedkeren sørgede for alle småreparationer samt smurte dørene, så ingen knirkede.
For 50 år siden fejrede klostret sit 500-års jubilæum som velgørende institution. I samme anledning blev klostrets historie skrevet af professor Bjørn Kornerup, der i øvrigt fra stentrappen i gården holdt en jubilæumstale. Der var masser af gæster foruden alle de gamle beboere. Jeg optrådte i matrostøj med lange bukser, de første jeg ejede, og som min bedstemor havde syet til mig!
De første tre-fire år på Stiftshospitalet, som klostret dengang oftest blev kaldt, var jeg næsten al min fritid beskæftiget med at hjælpe de gamle mennesker. Enten hentede jeg tørv til dem, eller jeg trak den store, tunge rulle i baghuset. Vi havde en ældre herre på 90 år. Han var veteran fra 1864. Det var spændende at høre ham berette om krigen mod tyskerne, han var dekoreret med forskellige fortjenstmedaljer samt Dannebrogsmand. Jeg husker ham tydeligt. Han havde rystesyge og kunne f. eks. ikke selv føre en cigar til sin mund, så det blev i lange perioder mit job, hver eftermiddag at gå over til hr. Christensen og ryge en cigar med ham. Jeg førte cigaren til den gamle krigers mund, han sugede begærligt, og somme tider pustede han røgen ud i hovedet på mig og lo hjerteligt. Jeg lærte meget om de grumme prøjsere i de dage.
Af andre spændende opgaver kan jeg nævne, at jeg når vores portner ikke kunne, så var jeg bælgetræder i kirken om søndagen. Den organist, vi dengang havde, var særdeles nervøs, og det var ikke sjældent, at han under gudstjenesten kom til at berøre tangenterne, så orglet sagde båt-båt, og så må jeg indrømme, at det var meget svært for bælgetræderen at holde masken.
Yderligere opgaver bestod i at hjælpe med ved auktionerne, der blev holdt i refektoriet over afdøde beboeres ejendele, der ifølge gammel aftale tilfaldt klostret. Når ugepengene skulle udbetales, det drejede sig dengang om to-tre kroner pro persona, ja så måtte jeg råbe ordet ugepenge ud i alle fire verdenshjørner og så kom beboerne over på kontoret og fik lommepengene udbetalt. En gang om måneden var det aldersrenten det gjaldt og det foregik på samme måde.
I løbet af året var der mange mærkedage, hvor beboerne fik en særlig forplejning. De helt store dage var klostrets årsdag, Kongens fødselsdag og juledagene. Ved disse lejligheder lavede gangkonerne maden. Der var en gangkone på hver afdeling, der må have været 5 dengang samt en sygeplejerske på plejeafdelingen. Alle beboerne fik på disse dage risengrød og flæskesteg, og det var kutyme, at forstanderfamilien gik rundt og smagte på maden på de forskellige afdelinger, så der ikke bagefter kunne siges maden noget på! – Hjemme trak vi lod om, hvor vi skulle smage, en person kunne jo ikke overkomme 6 afdelinger, og det var altid spændende, hvilken afdeling man fik tildelt?
Med hensyn til juleaften og nytårsaften, så fejredes disse altid i refektoriet med alle beboerne, og vores private juleaften måtte vente til dette var overstået, hvilket bevirkede, at vores juleaftener blev meget sene, jeg husker, da vi var mindre, fik vi dog lov til at åbne en enkelt gave, inden vi gik ned i refektoriet.
En gang om året var man på sommerudflugt til Landlyst i Svenstrup. Min fars gode venner fra de forskellige foreninger, han var medlem af, kom og korte beboerne ud og hjem. I Landlyst fik man kaffe og sejlede på åen, senere på eftermiddagen gik man op til Svenstrup kirke, hvor pastor Lomholt holdt en lille andagt, derefter spiste man aftensmad. smørrebrød som plejeafdelingen leverede, så var der et par timers dans til harmonikaspil, hvorefter man ved 21.30 kørte hjem Det var hyggelige udflugter, og det var typisk, at alle mand var af hus!
Der var en dejlig samhørighed. Min søster og jeg brugte megen tid på besøg på værelserne. Naturligvis var der nogen, der specielt kom til at stå os nær, og samhørigheden kan vel navnlig forståes, når jeg fortæller, at jeg, da jeg var soldat i 1938, i Sandholmlejren blev kaldt til vagtkommandøren, da der var besøg til mig. Her stod fru Margrethe Jensen og frk. Christine Christensen, begge lige omkring de firs. De var på besøg i København, og ville så lige smutte til Sandholmlejren for at se Jens i »Kongens Klæ’er«. De havde en madpakke med til mig samt 10 kr., det var dengang mere end ti dages soldaterløn!
Men tilbage til drengetiden på klostret. Mange af mine venner ville naturligvis gerne besøge mig i de spændende omgivelser. De. der oftest besøgte mig, var skolebestyrer Johan Stæhrs sønner fra Klostermarksskolen. Vore forældre var ungdomsvenner og kollegaer.
Stæhreungerne. som vi kaldte dem, dannede sammen med min søster og mig en hemmelig orden, som vi kaldte »DE TAVSE RIDDERE… Vi bar blå ridderslag med franske liljer i og drengene var bevæbnet med kårder. Der blev udstedt medlemskort. Når dette blev fremvist, måtte man samtidig kunne fremsige vort latinske løsen “Sunt pueri pueri puerilia traktant”, hvilket på dansk er »drenge er drenge og drenge laver drengestreger.
Når vi gik gennem Refektorium. Munkegang og Priorstue til Kapitelsalen, sang vi latinske hymner. Vi gik altid i morke og bar flagermuslamper. Jeg var naturligvis leder af de tavse riddere, Erik Stæhr var min drost. Senere udvidedes ordenen med en son af pastor Fog. Ferslev og koncertsanger Thune Stephensons søn, Asger. Vi mødtes næsten daglig, når lektielæsningen var overstået, og hver lørdag eftermiddag hele vinteren var sikker. Legen udviklede sig og optog efterhånden det meste af vor fritid. Jørn Stæhr, der var meget dygtig til at male og tegne, konstruerede et skelet i tegnekarton, og det blev syet sammen med sytråd og hængt op i den inderste hvælving i kælderen. Bagved anbragtes et levende lys. Det så vældig uhyggeligt ud og gav mangen en gæst et lille chok. Vi kunne såmænd også selv blive lidt ilde til mode, hvis vi tilfældigt mødte »spøgelset«.
De to yngste af ridderne, der efterhånden var kommet i konfirmationsalderen, bejlede begge til min søster, og vi måtte simpelthen lav’ en riddersamling, hvor jeg gav ridder Jorn og ridder Fog los’ til at være forelskede i min søster. Der var stil over livet i klosterhvælvingen i trediverne!
Legen gik naturligvis ikke stille af. Det rygtedes, at her foregik noget. Det kom også sognepræsten ved Vor Frue Kirke for øre. Pastor Poul Schou, der var medlem af Stiftshospitalets inspektion. Pastor Schou havde forbindelse med Danmarks Radio’s børnetime gennem sin gode ven Jens Frederik Lawaetz. og i oktoberferien 1934 kom Lawaetz og Henning Elbirk samt drengekoret på besøg i klostret. Hele vores leg. med kendeord, nøglerasien, hymnesang og en lille retssag blev optaget kl. tolv om natten. Udsendelsen begyndte med Budolfi kirkes klokker, og for
at undgå gadestøjen foregik det ved midnat.
Det var naturligvis spændende. Udsendelsen er blevet sendt talrige gange, også i Sveriges radio.
Efter denne begivenhed optoges pastor Schou som overordentligt medlem af ridderordenen!
Under 2. verdenskrig var det min fars store problem at skaffe brændsel og navnlig tørre tørv til de mange kakkelovne og store komfurer på afdelingerne, og jeg husker hans fortvivlelse, når disse dyre poster på regnskabet fik hans budgetter til at sprænges. Klostret og dets trivsel blev en stor del af min far. Beboernes problemer tog han sig uhyre meget af. Jeg husker stadig den store hengivenhed hele familien følte fra beboernes side. Man gik op i vor hverdag. Følgende bemærkning til min mor fra en ældre dame, da jeg havde forlovet mig. »Det var da godt, så får han da fred!«
Min fars pludselige død 1. april 1951 kom også som et chok for de fleste beboere. Min mor og jeg fortsatte med at lede klostret, indtil en ny forstander var udpeget, og det var en stor oplevelse for mig at føle, at jeg havde arvet den tillid og hengivenhed, beboerne havde overfor min far. Vor tid på klostret var en lykkelig tid, og jeg vil gerne slutte dette med at takke forstander Willy Scheving for den fine måde, han siden da har styret delte vidunderlige sted.
Jens Nicolaisen
Jens Nicolaisen var født i 1918. Under navnet “Søfarts Nic” blev han en kendt personlighed inden for søfarten. Han blev uddannet i shipping, og i 35 år var han velfærdschef i Aalborg-Nørresundby Søfarts-Service. I en årrække var Jens Nicolaisen desuden oldermand i Christian Den Fjerdes Laug i Aalborg, bestyrelsesmedlem i Rebildselskabet og guvernør for Rotarys nordjyske klubber. Jens Nicolaisen døde i 1986, 68 år gammel.
