Karl Kristian Nicolaisen, hospitalsforstander 1929-1952

Efter Mathias Petersens død i 1929 blev lærer og forfatter Karl Kristian Nicolaisen udnævnt som hospitalsforstander.

Karl Kristian Nicolaisen var født på gården Øster Femhøj i Råsted sogn, Ringkøbing amt den 29. marts 1883 og døbt i kirken den 26. maj. Han var søn af gårdmand Jens Bjerg Nikolajsen og den 40-årige hustru Kristiane Vodde. [1]

I 1902 tog K. K. Nicolaisen vinterlærereksamen fra Staby Højskole i Vestjylland. Skolen blev grundlagt i 1852 af initiativrige og Grundtvigsk-tænkende vestjyder, der ønskede en fri skole i oplysningens tjeneste.

Efter få år havde skolen dog problemer med at få elever nok og etablerede derfor en linje for
uddannelse af vinterlærere. Skolen blev nu seminarium for unge fortrinsvis mænd, der kunne tænke sig et lærerjob i en af de mange små forskoler/vinterskoler, som området var rig på. Sådanne lærere var billigere i løn for sognene end en fuldt uddannet lærer fra et af seminarierne.

K. K. Nicolaisen underviste et enkelt år som vinterlærer, men ville dog på seminarium og tog i 1906 lærereksamen fra Ranum Seminarium. Herefter gennemførte Nicolaisen forskellige kurser og foretog studierejser til Sverige, Tyskland, Italien og Frankrig. Den 1. april 1907 blev han ansat som vikar i Aalborg kommunale skolevæsen, og fra 1. oktober 1909 blev Nicolaisen fastansat som lærer ved Danmarksgades og Rantzausgades skoler i Aalborg. [2]

Vielse og børn

Den 30. oktober 1915 blev Nicolaisen viet til Sigmor Valborg Elna Margrethe Jensen, der var født den 17. december 1885 i Budolfi sogn, Aalborg. Hun var datter af murer Valdemar Andreas Jensen og hustru Anna Caroline Petersen. K. K. og Elna blev viet i hjemmet i Prinsensgade 4 af stiftsprovst Barsøe. [3]

Parret fik to børn: Jens Nicolaisen (født 1918) og Anna Nicolaisen (født 1923). I en kronik i Aalborg Stiftstidende den 30. august 1981 fortalte Jens Nicolaisen om sin barndom i det gamle kloster.

Læs Jens Nicolaisens kronik

Interesse for litteratur

Gennem mange år var K. K. Nicolaisen en flittig litteraturkritiker. Allerede som ganske ung skrev han digterbiografier om kendte navne som Johs. V. Jensen, Skjoldborg og Andersen Nexø. Nicolaisen gjorde et stort arbejde for at udbrede kendskab til de jyske digtere.

I ca. 20 år fra 1912 arrangerede Nicolaisen litterære aftener, der var i stand til at fylde Aalborg Håndværkerforenings store sal med tilhørere. Foredragsholderne var mænd som Georg Brandes, Vilhelm Andesen, Henrik Pontoppidan, Jeppe Aakjær, Johs. V. Jensen, Thøger Larsen, Nis Petersen m. fl. Det var ofte foredrag, der rejste debatter. [4]

I 1914 formåede Nicolaisen af få Henrik Pontoppidan til at holde sit foredrag om Kirken og dens Mænd i Aalborg. I deres brevveksling udtrykte Pontoppidan sin anerkendelse af Nicolaisens indsats. Se uddrag af brevveksling mellem Pontoppidan og Nicolaisen.

Karl Kristian Nicolaisen bliver hospitalsforstander i 1929

I 1929 blev Nicolaisen udnævnt som forstander for Aalborg Hospital. Aalborg Stiftstidende skrev:

Hospitalsforstanderposten
Ministeriet har i Dag udnævnt Lærer K. K. Nicolaisen til Forstander for Aalborg Stiftshospital. Lærer Nicolaisen er født 29. Marts 1883 og blev fast ansat ved Aalborg kommunale Skolevæsen 1. Oktober 1909. Han arbejder ved Rantzausgades Skole. Hr. Nicolaisen vil være kendt som en flittig Skribent om litterære Emner, ligesom han er en skattet Oplæser, samt som Medlem af Aalborg Haandværkerforenings Bestyrelse.

Aalborg Stiftstidende, 24. oktober 1929, s. 7

Nicolaisen fik nogle travle år i Aalborg Hospital. Allerede i 1931 skulle han stå i spidsen for et storslået arrangement i anledning af det gamle klosters 500-års jubilæum. I 1934-35 gennemgik hospitalets nordfløj en gennemgribende restaurering under ledelse af arkitekt Einar Packness, og få år senere måtte Nicolaisen lede hospitalet gennem de svære år under anden verdenskrig.

I 1930 blev der optaget en film om Aalborg, hvor man også kiggede indenfor hos Aalborg Stiftshospital. I et klip ser man hospitalets beboere i klostergården og mod slutningen K. K. Nicolaisen og frue samt deres datter i forstanderens have.

Nicolaisens 50-års fødselsdag i 1933

Aalborg Stiftstidende skrev:

I Morgen fylder Hospitalsforstander K. K. Nicolaisen, Aalborg, 50 Aar. I sin Skole er Hr. Nicolaisen en elsket Lærer. Hans Fag er Dansk, og hans lune Form og store Kærlighed til Litteraturen gør disse Undervisningstimer til en Fest for Eleverne.

Udadtil er K. K. Nicolaisen mest kendt som Litteraturkritiker. Allerede som helt ung skrev han en Række Digterbiografier, f. Eks. af Johs. V. Jensen, Skjoldborg og Andersen Nexø. I Særdeleshed blev Nicolaisen optaget af Aakjærs Digtning, og der opstod et nært Venskabsforhold mellem ham og Jenledigteren. Nicolaisens Pen har været mange Steder: i Blade og Tidsskrifter, indenlandske og udenlandske, og han nyder den Ære at være Medarbejder ved Dansk biografisk Leksikon.

Nicolaisen har i Særdelehed interesseret sig for de jyske Digtere. Det er saa øjensynligt, at han – selv Jyde – har villet være noget for Jyderne. Den jyske Afdeling paa Parnasset er saa fyldig og egenartet, at den i en lang Periode har haft let ved at hævde sig, men derfor er det alligevel godt, at kyndige og hjertevarme Kritikere er rede til at staa frem og være med til at henlede opmærksomheden paa den.

For tre Aar siden blev Nicolaisen Forstander for Hospitalet. Det er en Post, som ikke altid er let, men ved sin praktiske Duelighed, sit gode Humør og hjertelige Væsen gør Hr. N. god Fyldest paa den. Hospitalets Beboere elsker ham og glæder sig, naar de kan faa en lille Sludder med Forstanderen med det muntre Blik i Øjekrogen. Og vel er Nicolaisen en optaget Mand, men han kan altid afse Tid til en Passiar med sine alderstegne Klosterfolk.

I Aalborg Haandværkerforening er han et energisk Bestyrelsesmedlem, ikke mindst har Biblioteket, Læsestuen og Arrangement af litterære Aftener nydt godt af hans Interesse.

Aalborg Stiftstidende, 28. marts 1933, s. 4

60-års fødselsdag i 1943

Aalborg Stiftstidende:

Paa Mandag fylder Kommunelærer og Hospitalsforstander K. K. Nicolaisen, Aalborg Stiftshospital, 60 Aar.

Nicolaisen stammer fra Holstebroegnen og var et enkelt Aar Vinterlærer i Vestjylland, men kom saa paa Ranum Seminarium, hvorfra han tog Eksamen 1906. I 1907 blev han Vikar ved Aalborg kommunale Skolevæsen, hvor han blev fast ansat 1909. Han har saa godt som hele Tiden virket ved Rantzausgades og Danmarksgades Skoler, ved den kommunale Mellemskole som Dansklærer, hvilket Fag har haft hans store Interesse. Han er saaledes Medlem af Censorkomitéen til Bedømmelse af skriftlig Dansk ved Realeksamen og Medudgiver af nogle Lærerbøger i Dansk. I 1929 blev han tillige Forstander for Aalborg Stiftshospital.

Udenfor Skolen har Nicolaisen særlig beskæftiget sig med litterære Arbejder og saaledes skrevet smaa Karakteristikker af Jeppe Aakjær, Johs. V. Jensen, Johan Skjoldborg, Martin Andersen Nexø og Harry Søiberg; desuden har han skrevet en Række litterære Artikler i danske og udenlandske Provinsblade og Tidsskrifter.

I Aalborgs Foreningsliv har han taget ivrig Del, idet han gennem mange Aar har været Medlem af Bestyrelserne for Aalborg Kunstforening, Aalborg Haandværkerforening, Dansk Arbejdes Aalborg Afdeling og flere andre Foreninger.

Aalborg Stiftstidende, 25. marts 1943, s. 4

Nekrolog over K. K. Nicolaisen i Aalborg Stiftstidende 1951

Ganske uventet er hospitalsforstander K. K. Nicolaisen i aftes afgaaet ved døden, 68 aar gammel. Hospitalsforstanderen var i gaar i kirke og gik til alters. I aftes telefonerede han med sin søn og havde det tilsyneladende godt. Umiddelbart efter blev han grebet af et ildebefindende og døde kort efter. Fru Nicolaisen var paa besøg i Næstved og fik telefonisk underretning om den sørgelige begivenhed.

K. K. Nicolaisen var gaardmandssøn fra Holstebroegnen og tog lærereksamen. I 1909 ansattes han som lærer ved Aalborg kommunale skolevæsen. For tre aar siden tog han afsked med skolen, hvor han især havde undervist i dansk. Det var et fag, der interesserede ham meget. Eleverne elskede hans muntre og udbytterige undervisningstimer, som prægedes af Nicolaisens store kærlighed til dansk litteratur. I en lang aarrække var han censor i skriftlig dansk til realeksamen.

Gennem mange aar udfoldede K. K. Nicolaisen en flittig virksomhed som litteraturkritiker. Allerede som helt ung skrev han digterbiografier af bl.a. Johs. V. Jensen, Skjoldborg og Andersen Nexø. Nicolaisen gjorde i det hele taget et stort og fortjenstfuldt arbejde for at udbrede kendskab til de jyske digtere. Mellem ham og Jeppe Aakjær opstod der et nært personligt venskabsforhold. Det var Nicolaisen, der lagde Jenle-digterens storstilede jordefærd gennem landet til rette.

I 1929 blev Nicolaisen forstander paa Aalborg Stiftshospital. Det var ikke altid nogen helt nem post, men med sit lune humør og menneskevenlige sindelag klarede Nicolaisen let alle vanskeligheder. Skønt stærkt optaget havde hospitalsforstanderen stedse tid til en passiar om de store og smaa problemer, som optager de aldrende mennesker, der var betroet hans omsorg.

Et par timer før han døde, aflagde han besøg hos en af hospitalsbeboerne, der laa i sengen. Nicolaisen var en dygtig forstander, han gjorde opholdet for de gamle saa godt, som han kunne, og han værnede med pietet om klosterets ærværdige bygninger.

Indenfor Aalborg Haandværkerforening spillede hospitalsforstander Nicolaisen en betydelig rolle, han var medlem af bestyrelsen fra 1914 til 1950. Især beskæftigede N. sig med de kulturelle opgaver. Han var saaledes foreningens overbibliotekar og forestod indkøbene af litteratur til foreningens bibliotek, ligesom han ogsaa gennem de mange aar har tilrettelagt foredragene ved de litterære aftener. Ved sin fratræden sidste aar blev han udnævnt til æresmedlem af foreningen.

Hospitalsforstander Nicolaisen efterlader hustru og to børn, en søn Jens N., der er ansat paa kæmnerkontoret i Nørresundby, og en datter gift med adjunkt Stæhr, Herlufsholm.

Aalborg Stiftstidende, 2, april 1951, s. 6

Mindeord over K. K. Nicolaisen

Kontorassistent Arild Kristensen, Læsøgade 1, sender os i anledning af hospitalsforstander K. K. Nicolaisen følgende:

K. K. Nicolaisen havde altid ønsket sig en hurtig død. Og han fik det. Men hans alt for tidlige bortgang forekommer os andre ufattelig – og hvis man tør sige det – ganske urimelig.

Nicolaisen var fortrolig med døden. Jeg har endnu ikke truffet en mand, der var mere fortrolig med tanken om døden end han – Ofte, meget ofte, talte han med mig om den, det var, som om han anede, at løbet snart var kørt. Nicolaisen havde ellers mod paa livet, var tilfreds, men døden, den største katastrofe, som han ofte kaldte den, frygtede han slet ikke. Ogsaa deri viste han sig at være et stort menneske.

Han var en mand, i hvem mange og gode egenskaber var samlet. Aandsaristokrat var han, men forunderlig jævn, ejede i sandhed hjertets adelskab. Han var den samme overfor alle. Han havde et eget lune, var oftest munter, men forstod til fulde den kunst at tie.

En vid horisont havde Nicolaisen, der var ikke den ting, som ikke interesserede ham, ikke den ting, han ikke kunne tale med om. Vidtfavnende var han – og grundig.

Ogsaa som lærer var han en ener. Hans undervisning var i allerhøjeste grad særpræget, han havde sin egen mening om maaden at undervise paa. Men man lærte noget. Gjorde man det ikke, var man selv skyld i det. Hans undervisning var fri og sprængte heldigvis ofte skolens rammer, ad tankens vej kom man vidt omkring i hans timer, og herligt var det, naar han delagtiggjorde os i litteraturens verden, den verden, han kendte saa godt, den verden, han elskede og stadig fornyede sig i.

Jo mere indsigt, jeg fik i hans omfattende virksomhed, des mere undrede det mig, at skolearbejdet ikke blev noget underordnet. Det gjorde det ikke. Han var pertentlig og omhyggelig med det til sidste dag, skønt saa meget andet lagde beslag paa hans arbejdsevne.

Myreflittig var Nicolaisen, en ganske ufattelig arbejdsevne besad denne mand. Mange aftener har jeg nydt samværet med Nicolaisen paa det gamle kloster. Sent blev det hver aften, men tiden fløj. Gjorde man saa mine til at ville gaa sent paa natten eller rettere tidligt paa morgenen, saa man med undren Nicolaisen sætte sig til rette ved skrivemaskinen og paabegynde en kronik. Altid oplagt, altid sprudlende af liv og lune.

Paa en maade kan man sige, at Nicolaisen døde ung, thi ung var han af sind og tanke, aarvaagen overfor og interesseret i alt nyt.

Det er en lykke at have kendt en saadan mand, en stor lykke at have ejet en saadan mands fortrolighed, thi til Nicolaisen kunne man komme med alt, alt, man turde blotte sig, fordi man vidste, at manden havde en saa sjælden nobel og retlinet karakter.

Udenforstaaende har tit sagt mig, at Nicolaisen maatte leve et stille liv i det gamle kloster. Det gjorde han ikke. Han tog del i tidens rørelser, satte sig ind i alt, havde mange, mange jern i ilden. Maaske for mange. Det maatte naturligvis tage paa en mand altid at skulle anspænde sig. Men N. følte aldrig arbejdet som en byrde. Aldrig. Tværtimod frygtede han den dag, man maaske ville lette ham i arbejdet, sagde, at hans verden ville styrte i grus, hvis for eksempel bøgerne, anmelderarbejdet, blev frataget ham. Men der var ingen fare for, at dette skulle ske. Thi i Nicolaisen havde litteraturen en sjælden god og forstaaende mand.

Nu er alt minder. men kun lyse, gode minder. Hvor meget Nicolaisen har betydet ogsaa for mig, vil jeg sikkert først blive klar over senere. Et menneske som han træffer man desværre sjældent. I vor urolige, splittede tid var han ogsaa for mig det faste staasted, hans indsigt, hans besindighed, virkede ikke alene beroligende, men ogsaa opmuntrende.

Jeg er ham taknemmelig for ti aars trofast venskab, et venskab, der stadig voksede, men nu saa brat er afsluttet.

Arild Kristensen

Aalborg Stiftstidende, 3. april 1951, s. 2

Karl Kristian Nicolaisens begravelse

Hospitalsforstander Nicolaisens jordefærd
Smuk mindetale af biskop Erik Jensen ved højtideligheden i eftermiddags
I eftermiddags blev hospitalsforstander K. K. Nicolaisen, Aalborg, begravet fra Budolfi kirke, der var fyldt.

Fra Stiftshospitalet var mødt mange af de gamle. Ligeledes saas adskillige medlemmer af Aalborg Haandværkerforening, og videre bemærkede man stiftsamtmand Berner, stiftsprovst Horstmann, Stiftshospitalets præst pastor Edvard Pedersen, pastor Poul Schou, tidligere politimester Bach, tidligere formand for haandværkerforeningen fabrikant Lars Mørch, postmester J. B. Nikolaisen, skolebestyrer Stæhr, sogneraadsformand konsul P. E. Rützebeck og formanden for domsognets menighedsraad lektor Schousgaard.

Æresvagt ved kisten
En æresvagt stod ved den hvide kiste i koret. Floromvundne kandelabre lyste sammen med vaarfriske grene og skønne kranse, der fra den blomstersmykkede baare bredte sig ned over kirkens hele midtergulv. Mange af dem var med baand, bl.a. fra Stiftshospitalet, Haandværkerforeningen, Gyldendal, politimesterembedet, lærerpersonalet ved Danmarksgades skole, Aalborg Rotaryklub Aalborg Stiftstidende, Dansk Arbejdes Aalborg-afdeling, Aalborg Turistforening, skolekommissionen, stiftsøvrigheden og personalet paa Nørresundby raadhus.

Biskoppens tale
Højtideligheden indlededes med salmen ” Til himlene rækker din miskundhed, Gud”.
Ved baaren talte biskop Erik Jensen.

– Det er mærkeligt nok, sagde biskoppen, men da jeg fik at vide, at K. K. Nicolaisen var død, begyndte min tanke at kredse om et bestemt ord fra Filipenserbrevet. Det var, førend jeg vidste, at jeg skulle sige noget her i dag, saa det var altsaa ganske spontant. Der maa saaledes have været noget ved den mand, som uvilkaarligt har drejet min tanke i den retning. Ordet var dette: “Iøvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, enhver dyd og enhver hæder; læg jer det paa sinde” . Det er ikke, fordi jeg vil mene, at forstander Nicolaisen kunne staa maal med det ord, men han fik altsaa uvilkaarligt mig til at tænke paa det.

Et ord til hilsen
Nu samles vi jo imidlertid ikke til en kristen jordefærd for at berømme mennesker. For var der ikke mere, saa ville det trods alt være fattigt. Saa ville vi, hvor smukt og rigt og elskeligt det menneske end var, vi samledes om, staa her med den knugende fornemmelse af noget, der er forbi. Lad os derfor begynde med at samle vore tanker et øjeblik om det som gør, at vi ved en kristen begravelse ikke sørger som dem, der ikke har haab. Og det fandt jeg i det umiddelbart foregaaende vers: “Og Guds fred, som overgaar al forstand, skal bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus”.

Lad da dette ord i første række være en hilsen til jer, for hvem dette dødsfald var et slag, som paa mange maader fik en verden til at synke sammen. Det nytter ikke at bortforklare det. I hjemmet, hos børn og børnebørn og paa hospitalet er der noget, som ikke mer vil blive, hvad det var, fordi et elskeligt og opofrende menneske, fordi en sjælden god far, en uselvisk ven ikke mer vil være der, fordi et hjerte, som mere end almindeligt havde vænnet sig til at slaa for andre, ikke mere slaar.

Menneskelig ret at græde
Lad os blot indrømme det. Her staar det stille for os. Vi synes, der var saa mange menneske, som vi langt bedre kunne have undværet og som maaske oven i købet selv ville have følt døden som en udfrielse, og vor tanke kan let komme til at tumle med det urimelige ved denne død.

Lad mig da først sige dette: Jeg kan ikke se, at der er nogen kristelig begrundelse for, at vi ikke ærligt skal indrømme, at døden har ramt os haardt, og at vi slet ikke føler trang til at smile ad den. Den er vor fjende. Og jo mere intens og indeligt, vi har levet dette rige og uudgrundelige menneskeliv, desto haarde forekommer det. Vi kan ikke blive venner med den død. Den er os saa inderligt imod, og det kunne ikke falde mig ind at sige til jer i dag, at I ikke skal græde. Hvorfor skulle I dog ikke græde?

Det er ethvert menneskes ret at græde, og om denne ret gælder noget sted, saa maa den dog gælde, naar døden med sin istaphaand gør et hjerte koldt, som har slaaet for os. Lad os dog indrømme det, at vi er blevet usigeligt meget fattigere, at det er blevet ikke saa lidt koldere for os paa denne i forvejen saa kolde jord. Der er jo ikke saa mange af den slags mennesker, som ødsler med kærlighed og omsorg for andre uden hele tiden først at tænke paa sig selv.

Udgang fra døden gennem Jesus
Hvad skal vi saa gøre? Der stod, at Guds fred skal bevare vore hjerter og tanker i Kristus Jesus. Nu er Guds fred jo ikke saadan en sindets balance, som ikke kan rystes. Jo, vi kan saamænd udmærket godt rystes. Nej, Guds fred er virkelig Guds. Det er et ord om, at Han ikke kan rystes, at Hans styrke, kraft og sejr kan komme os til gode. Det er den fred, Grundtvig synger om, naar han siger: “Det er den fred, vor Frelsermand med angestved har bragt i stand, og da han op til himmels fo’r, os efterlod i fredens spor”.

Da Jesus døde, skete der to ting: forhænget til de allerhelligste sprængtes, og der var nogle grave, som aabnedes. Og det vil ganske enkelt sige, at nu har ethvert menneske lige adgang ind til Gud, ikke fordi vi har fortjent, at det skulle være saadan, men for Guds store barmhjertigheds skyld. Og det vil desuden sige, at der, hvor forstander Nicolaisen nu er, der er en ulaaset dør, som Vorherre Jesus har nøglen til. Det skal være vor hilsen til jer i dag, at der er adgang til Gud og udgang fra døden gennem Jesus, og det skal i vor sorg holde vore tanker sammen om ham, som er Guds fred for os.

Byen blevet fattigere
Jeg tror godt, at jeg uden overdrivelse kan sige, at forstander Nicolaisen saa paa hvert af de mennesker, der var betroet ham ikke som tilfældige beboere i klostret, men som levende mennesker, der var ham betroet, og som han følte sig ansvarlig for under forpligtelse af ordet: Bliv ingen noget skyldig uden dette at elske hinanden. Og vi ville være underligt umenneskelige, om vi ikke standsede et lille øjeblik i dag og midt i sorgen og savnet lod en tak for hans varme menneskelighed gaa op til Gud.

Der er nogen, der er blevet usigeligt fattige i disse dage, og hvis verden for fremtiden ville komme til at mangle en strøm af hjertevarme. Denne by er ogsaa blevet fattigere. Et særpræget og rigt menneske er ikke mer iblandt os. En mand, der holdt af mennesker og tog medansvar for andre, vil savnes i vor kreds. Vi vil forsøge at lade os forpligte af hans eksempel.

Biskoppen sluttede sin smukke tale med bøn, og efter salmerne “At sige verden ret farvel” og “Altid frejdig” blev kisten baaret ud og kørt til den gamle kirkegaard.

Efter at pastor Edvard Pedersen havde foretaget jordpaakastelsen, bragte fabrikant Lars Mørch Aalborg Haandværkerforenings tak for Nicolaisens enestaaende trofaste arbejde for foreningen gennem mange aar.

Derpaa takkede en søn, kommuneassistent Jens Nicolaisen, for deltagelsen ved faderens bratte død.

Aalborg Stiftstidende, 5. april 1951, s. 2

Efter K. K. Nicolaisens død 1. april 1951 blev hans hustru Elna Nicolaisen konstitueret som hospitalsforstander, indtil en afløser blev fundet. Hun fik hjælp af sønnen Jens Nicolaisen til at løse opgaverne i det gamle kloster. Nicolaisen blev 1. maj 1952 efterfulgt af stiftsfuldmægtig, exam.jur. Willy Scheving.

Kilder

1. Kontraministerialbog, Råsted sogn, Ringkøbing amt, fødte mænd 1871-1891 opslag 15.
2. Larsen, N.A.: Dansk Skole-Stat, Bind II, 1933, side 795
3. Kontraministerialbog, Budolfi landsogn, Aalborg, FKVD 1909-1921, opslag 203, nr. 9
4. Aalborg Stiftstidende, 18. november 1962, s. 2