Vognauktion i England byder på unik 1800-tals rejsevogn

Vognauktion hos Caroline Dale-Leech i England 5. april 2018

Det engelske auktionshus Thimbleby & Shorland, der er kendt for sine vognauktioner i Reading, står den 5. april 2018 for en stor og spændende auktion hos Caroline Dale-Leech, Red House Stables i Darley Dale ved Matlock. På stedet har Caroline og hendes mand Peter gennem mange år drevet rideskole, bed & breakfast og et anerkendt vognmuseum.

Caroline Dale-Leech kører coach i 2009
Danske rejsedeltagere på tur i den private park ved Chatsworth House. Caroline Dale-Leech kører sine fire skimler forspændt Gay Gordon Road Coach. Foto: Ole Jespersen.

I 2009 arrangerede Dansk Køre Forbunds kulturhistoriske udvalg en studietur til England, hvor vi netop besøgte Caroline og Peter og så deres spændende sted Red House Stables.

Caroline Dale-Leech gav deltagerne en uforglemmelig oplevelse, idet hun spændte fire skimler for den historiske Gay Gordon Road Coach og kørte deltagerne en smuk tur, der blandt andet gik gennem hyggelige Miss Marple-agtige landsbyer og den smukke private park ved Chatsworth House.

Efter svære overvejelser har Caroline og Peter nu besluttet at drosle ned og sælge en stor del af deres samlinger på auktion. Imidlertid beholder de både skimlerne og road coachen.

Vognauktion byder på 1800-tals rejsevogn

Rejsevogn på engelsk vognauktion i 2018
1800-tals rejsevogn kommer på auktion hos Caroline Dale-Leech den 5. april 2018. Foto: Thimbleby & Shorland.

En af de vigtigste vogne på auktionen vil være en Traveling chariot, der omkring 1790 blev bygget af Coates & Blizard, 9 Park Lane i London. Vognen blev fremstillet til familien Wright fra Eyam Hall i Derbyshire til nette sum af 250 pund.

Det er ganske sjældent, at en sådan vogn bliver udbudt til salg, og den alene vil ganske givet tiltrække vognsamlere fra nær og fjern. Men der er mange andre interessante vogne og spændende tilbehør mv. at komme efter. Mere end 900 numre er på auktion.

Læs mere om auktionen via linket til auktionshuset, hvor kataloget også kan ses eller hentes som pdf. Læs mere

Auktionen afholdes torsdag den 5. april 2018, kl. 10.00 hos:

Caroline Dale-Leech
Red House Stables
Old Road, Darley Dale
Matlock DE4 2ER
England

Der vil være eftersyn onsdag den 4. april, kl. 12.00-16.00.

Kategorier Nyheder